Løb er så meget - også marathon.

 Jeg har deltaget i to marathonløb med 4 ugers mellemrum. Begge i regnvejr og få plusgrader, men der holder ligheden op.

Berlin den 26.09.10 med 40.000 deltagere og 2. Citroên cannonball Marathon 24.10.10.med ca 15. 

Berlin krævede lange køreture, indkvartering og var en mget social tur med Aalborg Kaserners Idrætsforening. Vi var 9 løbere i to VW minibusser med god komfort til den lange tur. Der var obligatoriske forsyninger ved grænsen og fin indkvartering på Hahne-Spree Luftwaffe kaserne i nye tiltalende bygninger og med inkvartering to i hvert rum. Turen havde sigthseeing, restaurantbesøg, fantastisk sportsmesse og efter løbet var der god plads i bilerne til at vi på skift kunne få en lille lur.

I Aalborg tog jeg cyklen 45min før starten kl 08.30. Man bliver godt og personligt modtaget og giver hånd til medløberne.

I Berlin er startområdet enormt. Det skal rumme 40.000, bagagetelte, toilette og store græsplæner til omklædning, ja, den forgår i fri luft. Der er langt til start og for at komme med i feltet måtte jeg ned gennem en skov og så klatre over et hegn. Jeg fik en plads,men  jeg kunne ikke orientere mig om hvor i feltet, udover at det var i området for løber med forventet sluttid mellem 3.40 og 4.00, og dem var der altså rigtig mange af. Jeg fik slet ikke hilst på alle. Ja faktisk slet ikke på nogen. Pyt det er jo også benene der skal tale. Så gik starten til stor jubel.

I Aalborg  var der omklædning og kort til start. Arrangør Bjarne Lund orienterede om ruten og depoterne. Vi løb på en 7,1 km run(d)strækning og der var stort depot ved Citroen og vanddepot ved indkildevej efter 3,5 km. Vi ønskede hinanden god tur, der blev talt ned fra ti og så løb vi.

I Berlin gik der endnu femten minutter før jeg passerede startlinien. I luntetrav. Det var ikke mig der bestemte farten og der var ikke mulighed for at overhale. Det blev dog lidt bedre efter ti kilometer, når jeg bare løb fra vejen og op på græs, rabatter, balancerede på kantsten eller løb helt op bagved tilskuerne. På vejen var løbet lige dele Zig og Zag og jeg fandt aldrig nogen løberytme. Depoterne startede ved 5 km og der var et for hver 2,5 km. En logistisk præstation at servere for 40.000 løbere ved ca 15 depoter. I starten var der naturligvis kaos ved depoterne. Tæt sammenstimlen som arrangørerne dæmpede ved at have lange depoter på begge sider af vejen. Da så feltet blev mere langstrakt, så der burde blive bedre plads ved bordene, fjernede man først depoterne i venstre side og senere kortede depoterne af i højre. Kun sammenstimlen forblev konstant. Heldigvis gjorde regn og sølle 13 grader at vædskebehovet var minimalt. Jeg opgav flere depoter og kæmpede mig videre igennem de smidte krus. Ydermere var depoterne arrangeret med vand først og sukkerholdige drikke sidst, adv for en klistret mund det giver. Det skal altså stilles omvendt. Og man deler ikke energigel ud ved 30 km uden skyllevand. Altså.

Ved Citroen var depotet velassorteret med vand, cola og masser af kalorieguf. Ofte stod Helene ved bordet med smil og venlig bemærkning, og der var ingen trænsel. Vi krydsede lige af på en omgangsseddel og så tiden på Helenes æggeur. Ved løbets start grupperede folk sig som det passede og jeg kunne høre at man hyggesnakkede. De værste forhindringer var vandpytterne, men egentligt blev fødderne ikke mere våde end i Berlin. Måske fordi det ikke var muligt!

Ved målet i Berlin efter 3.43.30 fik vi et plastikstykke til at beskytte os med,mens vi stod i kø for at få medalje. Men når der kommer omkring seks løbere ind i sekundet, er der ikke noget at sige til at udleveringen knapt kan følge med. Herefter er der et pænt stykke over til bagageudleveringen. På vejen hentede jeg min godispose, åh ja, med tysk cellofanindpakket fabrikskage. Udmærket ud fra forholdene, og jeg fik mig nogle af de alkoholfrie øl. Bagageudleveringen var kvik, og badet forholdsvis tæt ved. TOLV brusere til herrerne. Omklædningsteltene var overfyldte. Der var alt for lidt plads. Bagefter kunne jeg på storskærm, mens jeg ventede på græsplænen for at samles med mine rejsekammerater, se at løbet blev vundet af en kenyaner i verdens bedste tid for 2010. Men han havde heller ikke tusind andre omkring sig til at forstyrre sit løb. 

Målet ved Citroen var lagt i salgsafdelingen med dejlig varme blandt alle de flotte biler. Depotet var forstærket med kaffe og cacao, og vi stod efterhånden flere og hyggesnakkede og fyldte på fra de gode sager. Herefter gik jeg over i den varme indendørs omklædning, tog et bad i en af de fire brusere og gik ned for at spise en god portion pasta med kødsovs og hjemmebagt kage. Flere ville benytte sig af, at der startede et nyt marathon kl. 14.00, men jeg er ikke nået til to marathon om dagen, ønskede godt løb og takkede af. Og tiden blev de stabile 3.48.54.

Turen fra Berlin og hjem gik nemt. der var plads i bilerne til at vi kunne sove på skift og efter en afsætningsrundtur stod Anne Margrethe og jeg ved hjemmet kl 02.20 mandag. En dejlig og oplevelsesfuld tur rigere. PS AM løb i 4.24.

Der var desværre ikke lodtrækningspræmier hos Citroen, så jeg måtte cykle hjem.

Sådan er marathon så meget.